FLÄKTGROUP SØGER NY MEDARBEJDER -
Er du vores nye filter- og servicesælger

Læs endelig vores stillingsopslag herunder, da det kunne vise sig at være en god jobmulighed for dig

JOBBET
Du får det daglige ansvar for salg af reservedele, filter/serviceprodukter, serviceydelser og servicekontrakter til eksisterende og nye kunder. Du er budgetansvarlig for eget ordre- og salgsbudget og du leder salgsindsatsen i tæt samarbejde med serviceafdelingen og salgsafdelingen. Som førende systemløsningsleverandør indenfor brandventilationsløsninger og p-kælder ventilation, er det servicekontrakter på disse løsninger, der skal danne basen for øget vækst indenfor service. Som verdens største leverandør af ventilationsprodukter og med et uudnyttet potentiale indenfor salg af især filtre, er det her du som vores nye Filter- og servicesælger skal kunne se muligheder, nye kunder, nye forretningsområder, således at FläktGroup bliver den foretrukne filterleverandør og servicepartner til det danske marked. Ved hyppige kundebesøg skal du kunne se servicemuligheder hos vores kunder. Måske er indgangsvinklen en servicekontrakt, men som oftest har vi ydelser, som også matcher andre behov hos kunden. Du bliver ansvarlig for mersalg til kunden. Dine kunder spænder vidt, den ene dag besøger du entreprenører og grossister, den næste dag snakker du med slutbrugere eller bygningsejere – du skal kunne omgås alle.

ERFARING
Du er en teknisk dygtig ingeniør, maskinmester, VVS-tekniker eller tilsvarende. Du har gerne et bredt og stærkt personligt netværk i ventilationsbranchen. Du har flere års brancheerfaring, er vant til at arbejde med IT-systemer og behersker teknisk engelsk. Du er en god sælger med gå-på-mod og et stort drive, kan skabe tillid og kan vende et nej til et ja tak. Du er forretningsorienteret og kan kombinere produkter og service ud fra kundernes ønsker og behov og har en god forretningsetik og arbejdsmoral. Samtidig er du ærlig, og har et godt humør, en ydmyghed over for tingene og gode samarbejdsevner i teamet. Erfaring indenfor filter- og reservedelssalg er et krav.

OBVERBLIK
Din personlighed er velorganiseret med sans for de vigtige detaljer. Du er løsningsorienteret og kan arbejde konstruktivt med risici. Holder hovedet koldt i pressede situationer, og har en god indfølingsevne. Du har grundlæggende tillid til andre, er fleksibel og god til at skabe kontakt, men forholder dig objektivt. En energisk og robust person, der søger indflydelse og spiller konstruktivt kritisk efter de givne regler i en hverdag med mange opgaver og deadlines.

EFFEKTIV START
De første 100 dage vil et intensivt MatchIntro introduktionsprogram understøtte dig i en hurtig og effektiv start på jobbet, som ligger i Hørning. Du vil sideløbende følge et omfattende e-learning undervisningsforløb, som underbygger dine faglige kompetencer og din forståelse for tekniske systemløsninger.

 

ANSØGNINGSFRIST
Ansøgning mailes senest 13. okt. 2017 til FläktGroup A/S, service- og automatikchef Lasse Schmidt Windfeldt på lasse.s.windfeldt@flaktgroup.com. Du er velkommen til at kontakte Lasse på 5210 2400 hvis du har spørgsmål.

OM FLÂKTGROUP
FläktGroup A/S er den professionelle rådgivende systemleverandør med fokus på indeklima, energioptimering og sikkerhed i alle typer bygninger. Virksomheden følger en vækstorienteret strategi med fokus på kvalitet og miljø og med forankring i en kompetent organisation.